JULE DAG.

“Drenge,” sagde Fru Howard en morgen mens hun så op fra et brev hun læste , “Jeg har fået et brev fra bedstemor. Hun skriver at hun kommer tilbage til England om kort tid. ”

Drengene fortsatte med deres morgenmad uden at vise nogen større interesse i denne nyhed, for de havde aldrig set deres bedstemor og kunne derfor ikke forventes at vise nogen glæde for hende.

Fru Howard, mor til to af drengene og tante til den tredje lille fyr, var enke og meget fattig og ofte var det en hård opgave at forsørge hendes ” tre drenge “, som hun kaldte dem, selvom hun havde adopteret sin lille forældreløse nevø, behandlede hun ham altid som sin egen søn. Hun havde nogle gange syntes det var underligt at gamle fru Howard ikke selv havde tilbudt at sørge for Leslie selv, men hun havde aldrig tilbudt det og til sidst var Fru Howard holdt op med at forvente det. Men I slutningen af sit brev skrev Bedstemor Howard : –

“Jeg har tænkt på at det måske er hårdt for dig at opdrage ikke blot dine egne to drenge, men også stakkels Alice’s søn. Derfor vil jeg foreslå, at når jeg vender tilbage til England, at adoptere en af dem med din tilladelse, for jeg er en ensom gammel kvinde og vil være glad for et ungt ansigt hos mig igen. ”

Efter at have tænkt over sagen, besluttede fru Howard at hun ikke ville sige noget om deres bedstemors hensigt til drengene, da hun mente at hun kunne skifte mening igen.

Tiden gik og vinteren satte ind, og fuld af spænding og glæde for skøjteløb, glemte drengene alt om den forventede ankomst af deres bedstemor .

En morgen i juleferien tog drengene til Broome engen for at bruge dagen på skøjteløb nede på dammen. De havde deres middag med, og fik besked på at sørge for at være hjemme inden det blev mørkt.

Mens de løb langs den frostklare vej kom de pludselig til en fattig gammel kvinde, så pludseligt, at Leslie løb lige ind i hende før han kunne nå at stoppe. Den gamle dame brokkede sig over ” dovne , selviske drenge der kun tænker på deres egen fornøjelse, og ikke viser omsorg for hvad der sker med en fattig gammel kvinde! ”

Men Leslie stoppede straks, og undskyldte på sin egen høflige måde for hans skødesløshed.

“Jeg er ked af det, ” sagde han. “Jeg håber ikke jeg sårede dig, og du har så tunge pakker til at bære også. Vil du ikke lade mig hjælpe dig? ”

” Åh! Kom nu Leslie ” sagde hans fætre ” vi kommer aldrig til dammen på denne måde! ”

” Ja , af sted med dig ” sagde den gamle kvinde skarpt, ” dit skøjteløb er en hel del vigtigere end en gammel kvinde, ikke? ”

Men Leslie’s eneste svar var at tage de tunge pakker og traske lystigt af sted ved siden af hans nye følgesvend.

På vej til sin hytte spurgte den gamle dame ham alle mulige spørgsmål om sig selv og sine fætre, og så efter at have nået hendes hytte, gav hun ham knap et “tak” for den ulejlighed, han havde gjort sig. Men Leslie lod det ikke gå ham på.

Han løb af sted og gjorde sit bedste for at indhente sine fætre før de nåede dammen, og var snart sammen med dem igen.

Grev Leaholme, på hvis områder drengene skøjtede, kom bagefter ned til dammen for at se på morskaben, og han var en godhjertet gammel herre. Han tilbød at give en gevinst på et par nye skøjter til drengen, der kunne vinde et skøjtekapløb.

Da det var ved at blive for sent, blev det arrangeret at kapløbet skulle holdes den følgende dag, og Leaholme opfordrede alle de drenge der deltog, i at komme op til hans hus til te og kage efter morskaben var forbi.

Hvor var Leslie glad, for han var en første klasses skøjteløber, og han ville så gerne have et nyt par skøjter !

Men Leaholmes’ skøjter skulle ikke vindes af ham, for den følgende dag mens han og hans fætre var på vej til dammen, kom de atter på tværs af den sure gamle dame de havde mødt den foregående dag.

Hun sad på jorden og så ud til at have meget ondt. Drengene stoppede for at spørge hvad der var I vejen, og hun fortalte dem at hun var faldet på isen og havde slået sin fod, og var bange for at hendes ankel var forstuvet, for hun kunne ikke holde ud at stå på foden.

Illustration: FRA JULETRÆET.

” Du skal ikke sidde her i kulden ,” sagde Leslie , “kom, prøv at komme op så vil jeg hjælpe dig hjem. ”

” Åh! Leslie, ” råbte begge hans fætre , ” du må ikke gå. Så kommer du for sent til kapløbet, og mister din chance for at vinde. ”

Stakkels Leslie ! Han blev først rød, derefter hvid og sagde så i en surmulende tone –

” Lige meget – gå videre uden mig. ”

” Du er en god knægt, ” sagde den gamle kvinde. ” Vil du være meget ked af at gå glip af morskaben? ”

Leslie mumlede noget om at han ikke var meget ked af det, og så satte den tapre lille fyr sig for at hjælpe den fattige gamle kvinde hjem, så blidt og forsigtigt som han kunne.

Hun ville ikke lade ham komme ind i huset, men fortalte ham at han skulle løbe så hurtigt han kunne, og måske trods alt, ville han ikke komme for sent til skøjteløbet. Men Leslie kunne ikke bære at forlade hende alene og i smerte, så han besluttede at løbe hjem og hente sin tante.

Da Fru Howard ankom til hytten kan du tro hun blev overrasket over at opdage, at Leslies ” stakkels gamle kvinde ” var ingen ringere end bedstemor Howard selv, der ønskede at finde ud af hvordan hendes børnebørn opførte sig. Hun havde valgt at komme I denne forklædning til den lille landsby hvor de boede.

Du kan nemt gætte hvilken af de tre drenge bedstemor valgte som sin lille følgesvend. Og åh! Hvor var hun en dejlig bedstemor, og det var ikke kun Leslie, men også hans fætre der fandt ud af det. Hun vidste altid præcis hvad en dreng ønskede, og stadig bedre, hun gav det til ham.

Walter og Stanley var ofte frygteligt flove over den selviske måde de havde opført sig på, og ønskede at de var mere lige som Leslie.

Men bedstemor fortalte dem at det ” aldrig var for sent at gøre det godt igen “, og de tog hendes råd. Jeg er helt sikker på, at hvis de nu en dag skulle møde en fattig gammel dame i nød ved vejsiden, så ville de ikke bare gå forbi, som de engang gjorde overfor bedstemor Howard.