HVAD SKETE DER JULEAFTEN.

Det var juleaften og frost feerne havde travlt med at gøre klar til juledag. Først og fremmest spredte de det dejligste hvide sne tæppe over den ru og bare jord, så hængte de istapper på buske og træer så de glimtede som diamanter i måneskin. Senere planlagde de at tegne smukke frost billeder på ruderne for at overraske de små børn om morgenen.

Stjernerne blinkede og månen sendte strømme af lys ud i alle kroge og hjørner. Hvordan kunne nogen tænke på at sove når der var så smukt udenfor!

Jessie og Fred var gået i seng meget tidligt, så de kunne være de første til at råbe ” Glædelig jul! “, men deres øjne ville ikke forblive lukkede.

” Jamen dog! det må da næsten være morgen, “sagde Fred ,” lad os liste ned ad trapperne, så kan vi måske møde Julemanden inden han rider af sted” .

Hånd i hånd listede de ned til spisestuen og kiggede ud det store vindue, og sikkert og vidst, var der en der klatrede rundt på taget af fætter Nellie hus, det måtte være den gamle julemand. Fred klukkede af glæde, at se rensdyrene stå der på taget spændt foran en slæde så ganske skørt ud, men børnene var tilfredse.

Det gamle grantræ, hvis høje grene næsten rørte taget, vidste alt om disse skygger, men det var så gammelt et træ ingen nogensinde kunne forstå et ord af de mange historier det fortalte.

“Der er nogen der kradser på døren, ” hviskede Jessie, men det var blot en mus, der havde duftet den dejlige duft af julegodter, og gjorde sit bedste for at finde en vej ind i skabene for at prøve dem med sine skarpe tænder.

“Kom ,” sagde Jessie , “Vi bliver til istapper, hvis vi bliver her meget længere ” så de skyndte sig op af trapperne så hurtigt de kunne.

Far havde været i byen på et ærinde, så det var ganske sent da han kom hjem. Da han ledte i sine lommer efter sin nøgle hørte han et ynkeligt skrig, og da han så ned så han en stor, hvid kat bære en lille killing i sin mund.

” Lille stakkel “, sagde far , “du må hellere komme indenfor indtil det bliver morgen. ”

Julemanden havde været der med den fineste bil til Fred og en varm, sælskinds hue. Da far forlod rummet rullede kattemor og hendes killing sig mageligt sammen på tæppet og spandt deres søvnige sang.

Solen skinnede dejligt gennem spisestuens vindue da Jessie og Fred kom ind. Da lo Fred af bar glæde, for lige i midten af hans nye hue lå den sødeste hvide killing, med store, blå øjne og lille bitte lyserød snude, mens ganske nær, som for at beskytte sin elskede fra fare stod den gode gamle kattemor.

“Jeg har aldrig fået en levende julegave før,” sagde Fred , “nu ved jeg at julemanden læste brevet jeg smed op i skorstenen, for jeg bad ham om at give mig en killing, og her er den. ”

Far smilede og kiggede på mor og så sagde de alle ” glædelig jul” på én gang.